Hurra, jeg kan cykle! Kan du stadig huske dette særlige øjeblik? Dine første forsøg på at cykle skete nok med vakkelvorne støttehjul. I dag går trenden i en anden retning, og løbecyklen bliver mere og mere populær som forstadium til en cykel med pedaler. Her forklarer vi, hvorfor løbecyklen er ideel for børn, der skal begynde at cykle.
Hvad er fordelene ved en løbecykel?
Den grundlæggende forskel mellem en løbecykel og en cykel med støttehjul er, at en løbecykel ikke har nogen pedaler, men bevæges fremad med barnets løbebevægelser. Og det er også netop fordelene ved løbecyklen sammenlignet med en cykel med støttehjul:
- Løbecykler er mindre og lettere, hvilket betyder, at selv helt små børn uden problemer kan bruge dem og synes, det er sjovt at bevæge sig med dem. Det rigtige tidspunkt afhænger naturligvis først og fremmest af barnets motoriske udvikling og ikke i så høj grad af alderen. Det vigtige er, at barnet støtter stabilt på benene og kan gå selv.
- Jeres barn kan altså selv køre på løbecyklen forholdsvis tidligt og udleve sin stigende trang til bevægelse.
- På løbecyklen kan jeres barn træne alle kroppens muskler og motorikken: arm- og benbevægelser skal koordineres, uden at det bliver for krævende for de små, fordi de allerede kender den regelmæssige løbebevægelse.
- Løbecyklen øger hele familiens mobilitet. Den giver jer mulighed for længere gåture sammen, fordi familiens sidste skud nemt kan klare større afstande.
- Risikoen for at falde er mindre. Hvis der er fare for, at løbecyklen vælter, kan barnet hurtigt sætte benene til jorden, eller det kan nå at reagere i rette tide ved at flytte vægten. Det er ikke muligt på en cykel med støttehjul, fordi en forskydning af vægten ikke har nogen indflydelse på positionen — cyklen vil altså hurtigt miste kontakt med jorden i tilfælde af ujævnheder eller bump. Hvis jeres barn vælter med en løbecykel, sker der som regel ikke ret meget, fordi hastigheden ikke er så høj, og barnet ikke falder fra så stor højde.
- Balance: En af de største fordele er, at barnet helt fra starten gennem leg lærer de grundlæggende færdigheder, der er nødvendige for at cykle — især lærer det at holde balancen. Med en løbecykel lærer barnet automatisk at kompensere enhver bevægelse ved at styre let i den modsatte retning og flytte vægten. Det giver stabilitet, og junior styrker sin balancesans. Med støttehjul er det modsatte tilfældet: Hver gang vægten forskydes, føles det vaklende for barnet. Som følge heraf vil barnet så vidt muligt prøve at undgå at kompensere med bevægelser og belaster så sammen med hovedhjulet også altid et støttehjul for at opnå en tilsyneladende fornemmelse af sikkerhed under kørslen. Barnet vil også vænne sig til en forkert holdning, når det kører gennem sving. Barnet læner kroppen udad i stedet for indad for at forhindre, at cyklen vælter. Støttehjul hæmmer altså de intuitive bevægelser, der er vigtige for at udvikle en god balancesans, og i den sidste ende gør de overgangen til en almindelig cykelsværere for barnet. For når barnet først har vænnet sig til at køre med støttehjul, skal det både vænne sig af med den forkerte adfærd under cyklingen og samtidig starte forfra med at lære at holde balancen.
Løb til sjov på cyklen
Lad det være sagt på forhånd: Du må ikke blive skuffet, hvis dit barn ikke hopper begejstret op på løbecyklen med det samme. Dit barn vil sikkert gerne først undersøge sin nye følgesvend og starte med først at trække den. Lad barnet tage sig den tid, det har brug for. Barnet bestemmer selv, hvornår det vil sætte sig i sadlen for første gang.
Når tidspunktet er inde, lærer barnet i første omgang at gå med cyklen. Øvelse gør som bekendt mester! Dit barn vil lige så stille og roligt føle sig mere og mere sikker, og skridtene bliver længere og længere — så er tiden inde: barnet begynder helt intuitivt at løbe og trille. De allerførste runder er måske stadigt lidt vaklende, men for det meste varer det ikke længe, før barnet stadig oftere strækker benene ud i luften og holder balancen på længere strækninger.
Den rigtige styrebevægelse, altså koordinationen mellem øjne og hænder, lærer børnene som regel af sig selv uden længere forklaring, og inden længe styrer de stolt rundt i de første sving.
I starten kan de bedst lide at bremse med fødderne. Alligevel giver det god mening allerede at lære barnet på løbecyklen, hvordan det kan standse sikkert ved at bruge håndbremsen. Derfor er løbecyklen en rigtig god forberedelse til bevægelsesmønstrene, som er nødvendige for senere at cykle.
Vær opmærksom på, at håndbremsen er en type, der egner sig til små hænder og korte fingre. Ellers kan det blive meget frustrerende. Vores woom 1 har et specielt bremsegreb, der er let at nå for små hænder, og som gør det muligt at bremse sikkert med ganske lidt håndkraft.
Med disse succesoplevelser i bagagen vil barn efter få dage fare rutineret rundt på løbecyklen, som om det aldrig havde bestilt andet. Og forude ligger mange år med ubesværet cykelsjov.
Fri bane for den første cykel!
Når barnet har opnået en veltrænet balancesans, lært de rigtige styre- og bremsemanøvrer og også har en god portion selvtillid, er det for det meste let at skifte til en cykel med pedaler ved at gøre det til en leg. Takket være den gode træning på løbecyklen kan barnet nu koncentrere sig fuldt ud om det nye bevægelsesforløb, altså at træde i pedalerne. Det bedste er, hvis du starter med at løfte cyklen op og vise barnet, hvordan baghjulet sættes i bevægelse ved hjælp af pedalarmen, og hvordan bremserne fungerer.
Til de første cykelforsøg er det bedst at vælge et terræn, der går let ned ad bakke og langt væk fra biltrafik. Med en lille smule fart er det nemmere for barnet at flytte fødderne væk fra jorden og op på pedalerne, og det har lettere ved at holde balancen. I starten kan du roligt støtte barnet let på skuldrene eller holde lidt i sadlen. Men inden længe er det op til dig: Fat mod, og giv slip! Du vil blive forbløffede over, hvor hurtigt det lykkes for barnet selv at træde pedalerne rundt og holde balancen, også ved små ujævnheder. Løbecyklen har altså været den perfekte forberedelse til at lære at cykle.